Søg
  • Freja Polonius

Isoldes fødselsberetning - 30/03/2018

Opdateret: 26. feb. 2020


Vi kunne ikke rigtig komme uden om de tidligere fødsels oplevelser vi havde haft hver især, men vi fik bearbejdet dem, og gjort os klar til at vi sammen skulle ha’ vores barn. Og på en måde fik vi landet det hele ved at beslutte, at det her var vores første barn, vi skulle føde sammen.

Peter og jeg havde i marts 2018 været kærester i 11 år, og egentlig fra vi mødtes talt om, at vi gerne på et tidspunkt ville ha’ et fælles barn. Vi er en sammenbragt familie. Jeg har mine to pseudotvillinger fra 2002 og 2003, og Peter sin datter fra 2001, og med en anden kvinde sin søn fra 2005. Altså fire børn i alt.


3 fødsler der spøgte og 1 der sang

Mine pseudotvillinger

De 3 store børn har gået i børnehave sammen og skole og er vokset op hos os. I baggagen har jeg en hjemmefødsel, der blev flyttet til Roskilde hospital, efter 18 timer, pga et truende højt blodtryk. En svær fødsel med en meget stor og overvældende ensomheds følelse, og en far der endte i en pskose. Jeg fødte i vand. Min anden fødsel var en “jeg tager min styrke tilbage, nærmest på alle kvinders vegne”, en meget kraftfuld oplevelse, hvor jeg have forberedt mig selv til tænderne, smerte trænet og undersøgt alt om fødsler. Jeg sang mit barn ud i et fødselskar hjemme i stuen på 4 timer.

Kort efter gik jeg fra mine drenges far.

Peter var ved hans datter fødsel, ikke velkommen, og ved hans søns fødsel, fik han et fødselstraume, som først kom frem ved fødselsforberedelsen af Isoldes fødsel. Et traume han havde båret på i 12 år. Hans søn manglede ilt, og fik elektroder på hovedet, og var uden hjertelyd, da han kom. Peter var undervejs blevet sparket i brystet og røget igennem lokalet, og alt havde været præget af angst, smerte og den ukontrollerbar fødsel, uden et egentligt samarbejde.


Tallene der sagde at vi var for sent på den

Vores 3 store børn fra 2001, 2002 og 2003

Her stod vi så, som en slags erfarne førstegangsfødende. Jeg var blevet 39 år i mellemtiden og Peter 47. Vi havde endda haft svært ved at blive gravide, noget der kom bag på os, da de andre 4 var kommet hurtigere end vi nærmest havde kunne stave til gravid, og vi følte jo egentlig ikke at vi var blevet alle de år ældre.

Vi nåede både på Herlev’s fertilitetsklinik og fik tallene 0 - 6 procent’s sandsynlighed for at blive naturligt gravide og stukket en fertilitetsplan i hovedet. Vi besluttede at vi godt kunne leve med, at vi ikke fik flere børn, nu vi havde de 4 store og jo egentlig også var klar til at forestille os, at vi om ikke så mange år, ville ha’ et hjem uden børn, og med uendelige mængder tid til alt det andet, man kan, når teenagerne er fløjet.





“Vi takkede nej til fertilitetsbehandlingen. I stedet bookede jeg en tid hos Dorte Hagedorn, en clairvoyant og healer. Og som jeg sad der i sofaen hos hende, i hendes kælder i Lyngby, og fortalte at vi ikke kunne blive gravide, spurgte hun hvad det var jeg følte sådan en skam over. Hun så det i mit energi felt, og jeg fortalte om en abort og de 0 - 6 procents sandsynlighed.”

Barnet vi valgte fra

Vi gik begge med en kæmpe skyldfølelse, og nedenunder lå følelsen af, at det fortjente vi. Vi havde valgt et barn fra, på et tidspunkt hvor vores virksomheder kørte med røven i vandskorpen, og vi ville ikke belaste vores familie yderligere, hvor vores børn ofte måtte være tålmodige, da vi arbejdede enormt meget, for at lykkes med forretningerne og kæmpede økonomisk, med besøg af fodgen fra tid til anden.

YES

Hun lyttede kort, og fortalte at der ingen grund var til dårlig samvittighed, den sjæl der havde været hos os i den første graviditet var på vej tilbage til os. Vi var bare ikke klar til det hun kom med på det tidspunkt, og det var helt fint. Indenfor 3-6 mdr ville vi være gravide med en lille pige, som ville komme med så meget kærlighed til vores familie, og hun ville skabe enorm glæde og samling. Hun healede mig på hendes briks, og bekræftede igen at en lille pige var på vej. En ægløsning senere var jeg gravid, naturligt. Vi fandt ud af det i USA, jeg var i gang med en uddannelse i Californien, og bagefter tog vi på en lille roadtrip fra Sydcaliforninen til San Francisco. Den amerikanske graviditetstest havde ikke de to streger, som vi kender fra DK, istedet stod der bare YES. Så perfekt.


Iværksætter, kvalme og høje hæle.

Graviditeten var noget hårdere end mine drenges. Dels havde jeg kvalme i alle 9 måneder, og ingen appetit, dvs ingenting smagte og jeg ville mest af alt bare ligge ned hele tiden. Jeg havde stadig mine to danseskoler og jonglerede arbejde med kvalme og undervisning flere gange om ugen, samtidig med at jeg forhandlede et salg af det ene studie og en afvikling af det andet, da vi var opsagt i lejemålet, og forgæves forsøgte at lande en erhvervs erstatning. Der var altså store temaer som tab, overlevelse, afslutning og nyt liv på bordet og det var svært følelsesmæssigt og med nogle store udsving. Min uddannelse i USA kørte derudaf, og jeg skulle tilbage i 2 1/2 uge, da jeg var i 5. måned. Det var voldsomt spændende og krævende.

I slutningen af sjette måned stillede jeg de højhælede sko, mit bækken lavede ballade, og jeg kunne mærke at jeg ikke var 23 år, min krop var grundliggende stærk fra dansetræningen, men jeg kunne også godt mærke at de mange års intense træning, havde slidt på mig. Jeg underviste i mit studie til 7. mdr med.


Gravid i vand, min redning og orgastic birthing

På Jack Canfields Træner/speaker uddannelse - usa

Min skulder gjorde ondt, og da bækkenet også begyndte at drille, begyndte jeg til graviditetssvømning i Frederiksberg svømmehal. Det reddede mig fra en begyndende bækkenløsning, og min krop og baby elskede at være vægtløs i vandet, og styrketræningen gjorde underværker. Vi sluttede hvergang med en 5-10 minutters afspænding i vandet og det var så vidunderligt, og jeg gjorde mig klar mentalt til den forestående fødsel. Jeg vidste af erfaring at en fødsel er super intens og en god landing kræver en god forberedelse. Samtidig var det også vigtigt for mig at erkende og give plads til at den her fødsel, ville være helt anderledes end de andre, og igen og igen huske på at det var Peters og min første fødsel sammen. Jeg lyttede hver morgen til musik i badet og Baby bevægede sig altid til det, og genkendte de samme melodier. Og jeg mediterede hver dag, for at finde ro midt i omvæltningerne og den faste rutine var min ynglingstid på dagen. Så undersøgte jeg alt om fødsler, igen. Og lyttede til repotager om den orgastiske fødsel og fulgte rådene om daglig orgasme, for barnets og moderens velbefindende. Vi så også filmen orgastic birthing.


Rigshospitalet.....eller Privat fødeklinik

Vi skulle føde på rigshospitalet, men noget i mig var ikke helt faldet på plads med det, og en dag så jeg en artikel halvt ud af det ene øje: Hovedstadens kvinder kan føde gratis på privatklinik i Roskilde. Jeg skimmede lynhurtigt artiklen og på 5 sekunder havde jeg ringet til Storkereden, og spurgt om det var muligt for os at blive overflyttet fra Kbh til roskilde, og at der var 4 uger til termin. De havde en ledig plads, da en gravid havde fået konstateret sukkersyge, og derfor ikke måtte føde der, og vores terminsdatoer var ca samtidig, så næste dag var vi på vej til vores første konsultation. Vi var forelsket med det samme, og helt enige om at turen ud af Kbh, forbi Riget og ud af motorvejen, var lige os. En hjemmefødsel var ikke aktuel, vi boede midt på Fiolstræde, med naboer tæt og teenagere endnu tættere, og ingen af os var speciel forelsket i tanken. Storkereden var perfekt. Der var god tid og vi blev velinformeret, kom på et fødsels forberedelses hold, og vi nåede at møde alle 4 jordemødre der arbejdede der, og som vi kunne komme til at føde med. Vi var enige om at de var utroligt forskellige, men at vi ville kunne føde godt med alle, og at vi egentlig ikke foretrak en frem for de andre.


Redebygning og bryllup 2 uger før termin

Der gik ultimativ redebygning i den sidste ventetid. Jeg havde fået ordnet det sådan, at noget af det arbejde der hørte min virksomhed til, var blevet uddelegeret, så jeg havde noget der mindede om en slags barsel i måneden op til termin.

Jeg malede oldemors gamle kommode rosa med kalkmaling, lagde nyt tapet i skufferne, og alle skuffer og skabe i vores lejlighed var ryddet op. Vuggen samlet, taskerne til fødslen pakket, en autolift købt på reshopper og et bryllup på rådhuset bestilt. Vi havde været forlovet i 10 år, og jeg kunne ikke ha’ det rod. Så måtte fest og det store smukke bryllup, vi drømte om, vente. Vi blevet viet den 11.3 på en våd regnsvejrsdag, med vores 3 store børn, et par gode venner og mine forældre til stede. I det smukke og intime bryllups rum på Københavns Rådhus, Peter havde hue på, og jeg fik den smukkeste brude buket, tårerne løb og det var smukt og bevægende og helt rigtigt. Bagefter fik vi smørrebrødsmadder der hjemme og øller, købt ind i Netto på vejen hjem, og det var en skøn dag i godt selskab.


En issyl i skeden

Jeg nåede til et punkt hvor jeg tænkte, nu orker jeg ikke at høre, læse, undersøge mere om fødsler, nu vil jeg egentlig bare gerne føde. Også selvom jeg ikke havde snuset til hypno birthing, hvilket jeg også var nysgerrig på, så kunne jeg bare ikke ha’ mere i mig. Vi havde termin d. 22 marts, og de fleste dage og uger op til følte jeg det som om jeg gik rundt med en issyl i skeden, der stak uvilkårligt og det gjorde hjernenas. Når vi var på en gå’tur, så skannede jeg hele tiden området, for mulige steder jeg kunne sætte mig, hvis vandet gik, eller bare for tryghed….altså er der nogle psykopater her i nærheden, eller er det et potentielt trygt fødested….reptil hjernen var på overarbejde. Plukkeveerne var kraftige, det havde de været helt tilbage fra usa turen, og jeg huskede dem også tydligt fra de første to graviditeter. 2 uger før termin, havde de været så kraftige, så jeg brækkede mig, knælende ude på badeværelsesgulvet og samtidig fløj det ud i den anden ende med vand - troede jeg…..men efter et opkald til jordemoderen, blev vi enig om det nok bare var tis….den charmerende side af en stor fødeklar baby, der presser på blæren, imens livmoderen øver sig og træner musklen op til fødslen. Jeg var egentlig bare virkelig lettet over at jeg ikke også sked i bukserne.


Sidste billede, lige før termin

Den lange optakt

Terminsdatoen kom, og det føltes, som at fødslen var lige op over. Flere gange fik jeg begyndende veer, men de gik i sig selv igen efter et par timer. Var uregelmæssige og der skete så ikke mere. Og så var den der, var vi helt sikre på, vi ringede til Storkereden og blev budt velkommen. Vi tog turen til Roskilde, glade og forventningsfulde, og blev mødt af tændte stearinlys og varmen var skruet helt op, klar til det forestående arbejde. Jeg blev undersøgt, men veerne havde ikke rigtig gjort noget, så vi blev enige om, at det nok ikke alligevel blev i dag, og at de sikkert bare gik i sig selv igen, eller måske viste sig dagen derpå, med større intensitet.

Til gengæld var hjertelyden virkelig hurtig, og vores baby moslede rundt i maven, som hun så ofte gjorde i timevis, for så at være helt stille i en længere periode, lang nok til at vi flere gange havde været temmelige nervøse over manglende livstegn. Hun knoklede rundt, og jordemoderen bad os om at blive, og slappe af, så vi lige kunne ta hjertelyden igen, når hun var faldet lidt til ro. En halv time efter, stadig høj hjertelyd, og det samme 30 minutter senere. Vores jordemoder fik tid på Roskilde sygehus, så vi kunne få kørt en strimmel på hende og vi blev stille og roligt informeret om hvad det kunne kaste af sig, hvis ikke den faldt.

En indlæggelse, igangsættelse og hospitalsfødsel. Ikke lige hvad vi drømte om, og da vi ankom til hospitalet, hvor vi for kun et år siden havde mistet Peters mor på intensiv, og min far lå på 6 sal efter en kræft operation, blev vi ramt af et lidt tungt mismod og hospitalets tunge lugt og stemning. På afdelingen blev vi mødt af det vores jordemoder havde sagt var en jordemoder af den gamle skole, hun kendte hende fra hendes tidligere arbejde som hospitalet jordemoder og det var virkelig en hel anden verden end den vi havde indtaget på Storkereden og i vores forberedelse. Dørene smækkede og maskinerne bippede og det blå papirslagen i hospitalssengen, afslørede mine tårer, der landende med jævnligt mellemrum, og jeg fik lagt båndene på maven der skulle gi’ os den strimmel der fortalte at vores lille baby havde det godt, og godt nok til at vi kunne komme hjem og vente på veer der duede til noget. Hun kunne se at veerne arbejde, regelmæssigt og at det muligvis var det der stressede min lille mus i maven. Ihvertfald, blev hjertelyden ved med at bonne ud, og Peter prøvede at nå ind til mig, så jeg kunne finde en ro med den nye situation og få trukket vejret. Jordemoderen gjorde ikke situationen bedre, hun sagde ca alt det forkerte ihvertfald i mine øer, nååå den lille fis driller rigtigt hva’, hva’ hva’, så må vi jo kalde en læge der kan afgøre hvad der skal ske.

Jeg skulle fandme ik ha en læge ind og beslutte noget lige nu, før vi havde givet baby en fair chance for at finde ro. Så vi spurgte om vi måtte gå en tur på en halv times tid, så jeg kunne finde roen og ikke være helt oppe i det røde følefelt, og så få kørt en strimmel derefter. Aftale, vi kom tilbage, med frisk luft i kinderne, masser af kys og kram der havde fyldt mine oxitocin depoter op og fået vendt frygt til okay, vi kan godt være i det her, hvis det er det der skal til for at få en rask baby ud. Jeg lagde mig på sengen, fik kørt en strimmel og baby havde det godt og lå helt inde for normal feltet. Vi blev frigivet, og kørte tilbage til København.


3 dage senere, midt om natten….veer igen, nogle gange 6 min imellem, andre gange 4 og så 8 min. 2 timer senere, kl 5….hmmmm det fortsætter. Jeg ringer til Storkereden og får en træt, lige vækket jordemoder i tlf. Hun siger gi’ det lige et par timer mere, i må selvfølgelig meget gerne komme, men bliv hellere i sengen lidt og se det an, ring bare igen hvis i har brug for det. Lidt dårlig samvittighed over at ha’ vækket hende, vi puttede og vågnede nogle timer senere. Ingenting.

Den aften vi fortalte, at de skulle ha' en lillesøster.

Bare ik' i dag

Nå Nå, en tid til hindeløsning blev aftalt og en tur i svømmehallen til gravidsvømning hvor jeg gav alt hvad jeg kunne og træneren hoppede sammen med mig intenst op og ned i vandet i nogle minutter, til jeg ikke kunne mere. Rebozo, hvile, og kys. Og så, om natten d. 30 marts. kl 4 vågnede jeg, lysvågen. Okey, så er vi igang igen. Men den her gang skal jeg ikke ringe eller noget som helst, for det går i sig selv igen. Ud i køkkenet og smøre en ostemad. Ind i sengen, okey ingen ro. Peter ud af soveværelset og ind på sofaen, så han kunne få sovet. Netflixs på og app ve tælleren, hvis jeg på et tidspunkt skulle ha’ fat i nogen, så ville jeg denne gang vide helt præcist hvor lang tid imellem, så jeg ikke igen så helt bøvet ud. 6 minutter imellem, og 1 minut lange, måtte spole tilbage for at kunne følge med i serien, efter hver omgang. Ja ja, det blir ihvertfald ikke i dag, vi skulle holde morgenfødselsdag for Peters datter, det var hendes 17 års fødselsdag. Jeg tager et bad kl 6, tænker at det så går i sig selv, intet tegn på vandafgang, sååååå. Det er lidt intenst i badet, tænker jeg, der blir ikke længere imellem, det er helt sikkert. Jeg klikker på appen, og den siger GO TO THE HOSPITAL NOW….nu er den jo amerikansk, så ro på. Men altså kan ikke rigtig fokusere på andet end veen når den kommer. Så vand dryppende, beslutter jeg mig for at vække Peter, som ser smæk forvirret ud. Jeg siger til ham at det helt sikkert ikke er noget, nok bare ligesom alle de andre gange, men at vi måske skal dække morgenfødselsdagsbordet, så det er klart, hvis nu vi skal afsted lidt senere.


Du føder ik' i bilen!

Det at jeg er oppe, sætter turbus på veerne, jeg kan ikke tale når de kommer, og der er 3 min imellem. Peter har sagt han er med på alt, bare helst ikke en fødsel i bilen, så vi blir enige om at vi ringer til Storkereden og måske kan nå et tjek inden børnene skal vækkes, og så se det an. Jordemoderen vil meget gerne se os, og Peter drejer et par gange rundt om sig selv, da jeg på udgangen af en ve, får fremstammet, at han skal se at få de flag på bordet, så vi kan komme ned på gaden. Jeg får vist sagt det så tydeligt at han kommer ud af hans snorren rundt, får flået alt fødselsdagspynten ud af skabet og ud over hele gulvet, og han begynder at rydde op, og midt i hans roden rundt på gulvet, kommer han til konklusionen, at det nok ikke er det rette tidspunkt at få styr på det. Vi må få de andre børn til at ordne det, og gøre klar til morgen fødselsdag. Han får samlet sig og mandet sig op og med ro i stemmen siger han, så elskede, nu tager vi afsted, kom.

Den uforudsigelige tredjegangs fødende

Turen er stille, ingen trafik og vi kører lige ud af byen. Peter smiler stille og holder min hånd, veerne kommer stadig, men mindre intenst og med længere interval. Vi skal bare tjekkes, og så kan vi komme tilbage til byen og købe brød og kager i bageren. Vi blir godt modtaget, og jeg kommer på sengen, og undersøgt. Vi joker lidt med den tredjegangsfødende, hvor fødslen er ligeså uberegnelig som noget, og det er den samme jordemoder som sendte os på hospitalet. Vi er i gode hænder. Hun har haft en nattefødsel og er lidt høj på at de har født så godt, og hun fortæller os at der lidt usædvanligt er vagtskifte, da hun jo har været der hele natten. Jeg forstår ikke helt hvorfor det er nødvendigt, når vi bare lige skal tjekkes, og så hjem igen. Hun griner og siger, at vi ikke skal nogen steder, den er god nok denne gang. Peter får skrevet til de store børn, at de skal sørge for morgenfødselsdag uden os, og veerne gør, at jeg blander mig helt uden om. Peter siger at der er tjek på det, og jeg tager hans ord for gode vare. Jeg skubber hurtigt en lille stemme væk, der siger ikke så smart at ramme ind i fødselsdagen, oven på lidt svære teenage år, og nok også lidt mixed feelings over at far skal ha’ en baby.

Det stresser mig at vi ikke skal føde med vores jordemoder der har taget imod os, kan ikke overskue at skulle forholde mig til en ny, og hun er rar og sød, så det ved jeg vil funke, nu hun siger at vi skal blive. Hun ønsker os den aller bedste fødsel og jeg forstår det stadig ikke helt, da det er startet så mange gange og gået i sig selv igen, så det er jeg stadig overbevist om at det gør. Den nye jordemoder kommer ind, og hun observerer et par veer, og siger så, du har født inden frokost. Jeg siger: altså frokost i morgen, super forvirret, har stadig ikke forstået at jeg er i fødsel. Nej da frokost i dag…. Peter og hende griner, og jeg får en ve, og den er virkelig mærkbar. Jeg får et laverment, og tager et brusebad og kommer tilbage på værelset, til et badekar der er ved at blive fyldt. Jeg spørger om det ikke er lidt tidligt, jordemoderen siger, at det tror hun bestemt ikke.

Vandet løfter og omfavner mig

Det er så dejligt at komme i vandet. Det bærer min krop og Peter sidder på siden og har mine arme hver gang en ve ruller ind over. Heidi, vores jordemoder, begynder at guide mig igennem veen, samtidig med at hun trykker mig på mit tredje øje. Da veen slipper mig, spørger jeg hende hvad det er hun gør, det virker og gør mig super tryg.

Hun siger det er en metode hun har udviklet, som blandt andet tager udgangspunkt i hypnobirthing, igennem sproget, og fysiske tryk der virker som en naturlig epidoral - hun kalder det Meyermetoden.

Aj men altså, det eneste jeg følte kaldte på mig, men som jeg ikke rigtig havde fået fingrene i, faldt lige i mine arme. Og jeg overgav mig totalt til hende og til Peter og til min krop. Jeg holdt i Peters arme, eller han holdt mig under hver ve, og han var totalt tilstedeværende og nærværende, sammen med mig igennem hele veen. Vi havde inden aftalt at jeg gerne ville ha’ at han skar lidt af jokes’ne, hvis nødvendigt helt væk. Jeg var bange for, at han ville beame ud og at fjollede jokes ville køre over mit hoved, og at jeg ensomt skulle igennem fødslen. Der var masser af plads til fjol og hygge imellem veerne, og min angst var ubegrundet, men alligevel virkelig godt at vi fik det aftalt, så det ikke fyldte.

Jeg sad på rumpen, når der var pause og hang over kanten i Peters arme, når veen kom. Hjertelyd blev målt og alt var godt. Jeg fik en våd klud på panden, og blev så træt så træt, jeg orkede ikke mere. Hvergang der kom en ve, guide Heidi mig til at slippe spændingen, slippe kæben, afspænde hænderne, og hendes tommelfinger i mit tredje øje fik mig i gennem. Jeg skulle kaste op, og så alligevel ikke, der blev viftet med et håndklæde på ryggen og det gav lidt luft. Jeg sagde at de bare kunne glemme det, det var en dårlig ide, jeg ville ikke mere, det var for åndsvagt, jeg græd og ville hjem. Heidi roste mig og og Peter roste mig og sagde vi klarer det her sammen, og de bar mig igennem opgivelsen.


Verdens bedste skub op is og en forelskelse

Jeg fik en skub op is i en pause, og den var sgu lækker og morsom, der midt i hundrede graders varmt fødestue, og kroppen blev igen klar og jeg fik fornyet kræfter.

Nogle veer senere førte en sammentrækning min krop til et helt nyt sted, jeg fik pressetrang og noget i mig forstod det stadig ikke, at det skulle være idag, og samtidig var det nærmest forfriskende, at det var andre kræfter der var på spil.

Min krops styrke satte ind, og jeg fik lov at presse med. Jeg slap veen på Heidi’s befaling. Hun sagde til mig, at på næste ve skulle jeg gå helt ind i mig selv, og lade veen føre barnet helt ned. Jeg kom over i den anden side af karret, for første gang ude af Peters greb, hun trykkede mig ind med et Meyertryk og jeg gik med, lyden tog over, en sang så dyb, som førte mig ind i gennem universets kringlede og vidde åbninger, en messen, en dyb dyb urlyd. Heidi tog mig ud af veen, og jeg kiggede på hende og hun sagde, det der er det der gør at du føder nu. Det er så smukt.

Og jeg forelskede mig dybt i hendes kvindevæsen, i den uselviske handling i at hjælpe livet på vej, i udvekslingen kvinde og kvinde imellem. I ren kærlighed der blev udvekslet lige der, i troen på mig og alle kvinders evne til at føde deres barn i styrke og frihed.

Jamen hun har jo lort i hovedet

Hun bad mig mærke efter, og jeg kunne mærke mit barns hovede, lige der, på den anden side, så tæt på. Hurtigt fik hun Peter over til mig, og han skulle nuldre bryster, ingen tid til snak, nu skulle baby ud, veen kom og det brændte og der er ikke plads Heidi, jo der er, din krop har plads. og Babys hovede kom ud, og jeg blev gennet om på alle fire i karret, hørte noget om at baby lå i sin boble, jeg fattede ingenting, og nu kom der en ve igen og baby blev skudt ud, under og igennem vandet og ud af sin sejrskåbe, som havde gjort at Peter troede det var en alien, for da han kunne se hovedet, var hun inde i hinden, i sit eget vand.

Peter tog imod hende op igennem vandet og over i Heidis arme, imens jeg vendte mig om. Heidi gav hende over imod mig, og jeg udbrød, jamen hun har jo lort i hovedet. Heidi grinede, vaskede det hurtigt af og jeg fik vores lille baby op på brystet, ukendt og alligevel kendt. Lidt flov over mit udbrud og det første je sagde til min lille datter, men Peter og Heidi forsikrede mig om, at det ingenting betød.

Nu var hun her. Heidi hentede en anden jordemoder i huset, som hun ville ha’ til at se på hendes vejrtrækning sammen med. Vi blev nervøse, men hurtigt beroligede de os, at alt var fint. Alt var godt.

Da navlesnoren var færdig med at pulsere, klippede Peter den, jeg husker det ikke, jeg var helt væk i at forstå hvor hurtigt det var gået, hvor intenst det havde været, at Peter havde været der for mig hele tiden, og vi sammen havde klaret det min krop skulle formå. At vi var blevet forældre sammen. Peter fik vores datter på hans bare mave og jeg blev hjulpet op af karret, jeg frygtede at skulle føde moderkagen, havde kun erindring om at det var vildt ubehageligt, men Heidi bad mig om at skræve ned på udgangen af karret, et ben på skamlen og det andet på gulvet, så var det hurtigt klaret sagde hun, og det var det.

Isolde, mor og far, og vores jordemoder Heidi Meyer


Født i kærlighed

Jeg kom op i sengen, med alle puderne til Peter og vores Pige kom over til mig, og stille forsvandt Heidi ud af stuen, og gav os rum til at fatte det sammen, og vores datter lå lige der, fed og buttet og lækker, med overarme der lignede de havde trænet til noget. Velskabt og skøn og vores hjerter åbnede sig og sugede hende helt ind. Jeg skulle undersøges og jeg blev svimmel da jeg kom op at stå, klar over hvilket arbejde min krop havde præsteret. Vores Pige blev målt og vejet 53 cm og 4440 kg, næsten et kilo tungere end de havde antaget ved sidste undersøgelse, født før frokost kl 11.11. den 30.03.2018 på Storkereden i Roskilde med Meyermetoden, og af 2 forældre der havde helet hinanden, og født deres barn sammen i kærlighed.


Første møde med Lillesøster, og en fælles fødselsdags udveksling 2 søstre i mellem.


Vi gør det igen!

Da jeg havde født Isolde, sagde jeg en times tid efter, det kan vi godt gøre igen. Et år efter var der to streger på pinden, og vi har termin om 9 dage, den 22 december 2019. Vi venter igen en lille pige og vi kalder vores 2 piger for 200 procent. Fertilitetstallene på 0 - 6 %, er en påmindelse om at livet kan finde vej, på trods, og at noget af det mest almindelige, at reproducerer sig selv, samtidig er det mest exceptionelle vi mennesker blir givet. Livet.

Tilbage i Jordemor Heidis arme, Isolde 3 måneder.



226 visninger0 kommentarer