Søg
  • Freja Polonius

Min første fødtes fødselsberetning. 10.01.2002

Opdateret: 28. feb. 2020

Beretningen her er et uddrag fra min kommende bog, der lige nu venter på udgivelse.

På tidspunktet for fødslen er jeg kæreste med en 14 år ældre folkekirkepræst, jeg er selv 23 år. Vi bor lidt uden for Roskilde, i den økologiske landsby Munksøgård.

Forholdet er på det tidspunkt allerede turbulent, 4 måneder senere blir vi gift.

Min Søn er i dag 18 år.


Hvor svært kan det være


Jeg skulle føde hjemme. Det var okey for mig, det passede godt ind i min “rigtige” øko tankegang, og det var vigtigt for præsten. For hans x-kone havde ikke ville føde deres 3 børn hjemme, og han delte gavmildt ud, af sin foragt for hende. Hun var bange og svag, og ville sygdomsgøre fødslen, som jo var ligeså naturlig som at smøre sig en rugbrødsmad. Hans mor havde født hjemme, 3 gange, og endda en sædefødsel, for præsten selv, havde været den svære og uberegnelige fødsel, der trodsigt kom ud med enden først. Så sådan skulle det være og sådan blev det.


Vi hentede badekar på Roskilde sygehus, og vi havde været til 3 fødselsforberedelser med andre par, og jeg havde været nervøs for, om nogle fik øje på sprækkerne. At det ikke var så lykkeligt og glat, som vi gav udtryk for under præsentationen af os, som kommende forældre.



Og arrogant var jeg, for vi ville tage det afslappet, og naturligt var det jo at føde børn, for kvinder har født i tusindvis af år, og smerten hører til. Det var beskrevet i den store bog, og der var ikke plads til beklagelser, for jeg ville være bedre end hans x, og jeg ville ikke gøre ham gal og skuffet, og så vidste præsten det hele, for han havde jo været med 3 gange før, så svært kunne det ikke være.







Jeg var alene i en voksen verden, hvor jeg selv var et barn, og jeg følte hvordan piger før mig var fortabt i en uindviede verden, hvor kvinder havde fejlet i at berette om starten på alt liv, og fejlet i at gøre os unge kvinder klar, til at være skaberne af al begyndelse, og lært os døden at kende.


Alene sammen


De første tegn på veer, var en overraskelse, og jeg fortrød al min arrogance i samme sekund de ramte. Jeg blev bange, og vandet blev fyldt i karret, med en haveslange der var sat på hanen i badeværelset, og som løb over gulvet og ind i stuen. Jordemoderen blev kaldt.

Aftenen var lige begyndt, og jeg bemærkede foruroliget at jeg allerede var udmattet. Udmattet af at læse hans tegn hver dag, og prøve at forstå, prøve at undgå, og prøve at rumme hans vrede. Hans vrede der altid var lige der, også midt i min fødsel. Jeg kunne ikke mærke ham, jeg søgte efter hans støtte, men han forsvandt ud af hans krop, og istedet fremsagde han nogle stive sætninger, og jeg var alene. Jordemoderen målte hjerteslag og lyttede til babyen, og hun så også træt ud og sagde, at der nok var lidt tid igen. Hun satte sig i køkkenet, og jeg registrerede at hun tændte stearinlyset og spiste en mad. Jeg var i vandet, ramt af det der skulle ske, som jeg mærkede, at jeg ikke kunne styre, og som jeg kæmpede imod skulle få plads. Jeg forsvandt også ud af min krop. Præsten hvilede sig i sengen, og jordemoderen bad mig op af vandet, så der måske kunne komme mere gang i det. Hun sagde at vandet døsede kroppen, og at fødslen gik i stå.



Morgenen kom, det var mørkt, for det var d. 10 januar og tiden sagde, at jeg havde været kvalt i frygt i mange timer, og hun målte igen mit blodtryk, der var højt og jeg hørte hende ringe til hospitalet, til chef jordemoderen, og jeg var i en glasklokke, og alene. Jeg hørte hende og præsten skændes. Hun ville ha’ mig ind på hospitalet, han nægtede, det var en hjemmefødsel og det blev det ved med at være. Hun talte til mig, forklarede mig, at jeg var udmattet og det påvirkede min baby, han kunne komme til skade og jeg kunne gå i kramper, for mit blodtryk lå højt, og havde gjort det længe. Og præsten sagde, at jeg godt kunne klare det, og vi insisterede på at føde hjemme. Igen og igen prøvede jeg, at mægle imellem de to, og forsøgte at forklare den ene den andens synspunkt. Jeg sagde til præsten, at det ikke var godt for barnet, hvis jeg gik i krampe, og til jordemoderen at hun måtte forstå, at det var følelsesmæssigt vigtigt for faren, da det var hans største ønske, for hans x havde ikke ville føde hjemme.


En time gik, og jeg havde stadig veer, der ikke førte barnet ned, og heller ikke førte til støtte. Jordemoderen kom og sagde, at nu blev det sådan at jeg kom på hospitalet, det var ikke hendes beslutning, men chefjordemoderens. Det kunne ikke være på nogen anden måde, for chefjordemoderen havde det overordnede ansvar og hun sendte en ambulance og jeg ville blive hentet.

Hun fik mig op af badekarret, og en følelse af taknemmelighed gik til chefjordemoderen, der bar mig, og nussede min ryg og hviskede i mit øre, at alt nok skulle ordne sig nu, og at jeg ikke skulle være bange mere.



Ambulancen kom, jeg blev lagt på en båre, og de var flinke og vittige, og jeg vidste hvor vi kørte. På ringvejen, forbi vejen der endte ved bageren med de gode romkugler, langs bøgehækken, der sprang ud hvert forår, som den havde gjort hele mit liv, når jeg cyklede på cykelstien, op imod Astershjemme og Jacobskirken, og ind på Sygehuset. Sygehuset føltes trygt, for jeg kendte det fra min barndoms baghave, hvorfra vi altid kunne se den høje bygning, og vi forestillede os alle de mennesker der lå derinde og fik hjælp af sygeplejeskerne, og al den chokolade i fine æsker de besøgene kom med, imens vi legede i solen, der gik ned om aftenen og min mor kaldte, at nu var det tid, tid til at komme ind og få nattøjet på, få læst et kapitel i en bog, og sige tak for dagen.

(....)



Vi ankom til fødestuen, en ny jordemoder tog over, hun var brysk og direkte, og kommanderede mig op på briksen på alle fire, og gav mig 4 bistik i lænden. Min lænd var så ekstrem øm af de 17 timers veer, og jeg havde spændt så meget op i kroppen i så mange timer, at smerten var gennemgribende, da hun stak mig, og sprøjtede det sterile saltvand ind. Jeg skreg, og det var i sig selv helt befriende, for jeg havde været stille indtil da, kontrolleret, med al lyden indeni. Det sterile vand i bistikkene gav lindring.

Hun sagde, at nu ville hun stikke hul på vandet, og jeg gispede, at jeg ikke vidste hvad det betød, eller hvordan man gjorde det, og om det gjorde ondt, eller var farligt for barnet. Jeg var ikke klar, sagde jeg fortvivlet, for jeg vidste jo slet ikke hvordan man fødte, og hun sagde, at det var ærgerligt, for der var jo ikke andre til at føde end mig, og det skulle jeg nok ha’ tænkt på lidt før. Det barn skal ud nu.


Hanerne var skruet fuldt op, og jeg hørte vandet bruse i badekarret og hun stak hul. Så tog fødslen mig, og jeg eksploderede i smerte og angst, og havde intet at holde i, og ingen der holdt i mig. Jeg var alene i en voksen verden, hvor jeg selv var et barn, og jeg følte hvordan piger før mig var fortabt i en uindviede verden, hvor kvinder havde fejlet i at berette om starten på alt liv, og fejlet i at gøre os unge kvinder klar, til at være skaberne af al begyndelse, og lært os døden at kende.



For jeg blev stormet over ende af smerten, der vil have fat i os, af døden der vil fortære os, af kærligheden der vil forsage os, og jeg nåede kun op i karret fordi jordemoderen sagde, at nu var barnet på vej ned, så hvis det skulle fødes i vand, måtte jeg derop. Altså hvis jeg kunne, og det kunne jeg, for som en stækket fugl der trækker sig væk fra det åbne, krøb jeg op og i ly fra en verden, der havde forladt mig, og sank væk i vandet, der greb mig, og omsluttede mig, og bar mig. Og uden en eneste dråbe af luft tilbage, pressede jeg mit barn til verden, alene, sammen med alle kvinders smerte.



Min dreng


Han var det smukkeste jeg havde oplevet, og den eneste jeg kunne regne med, og som havde været hos mig hele vejen. Jeg gav ham instinktivt mit hjerte, og min beskyttelse, for aldrig skulle han lide og være alene, som jeg havde været alene den nat og morgen. Jeg var blevet en kvinde, og jeg var blevet voksen, og hans gammelmandsøjne kiggede ind i mine, og vi udvekslede evigheden, og sjælenes sang kaldte for hinanden, og det var smukt, og det var stille.




Jeg mødte aldrig chefjordemoderen, men jeg takkede hende stille i mit indre, for at bære os ud af kaosset, og ind i livet. For måske var vi begge gået til i kramper, min søn og jeg, imens præsten skændtes med jordemoderen derhjemme i stuen, i øko landsbyen, mens solen stod op over vintermarkederne, hvor fårelaug’et holdt får, og Universitetet kunne skimtes i det fjerne.


Men vi var, og vi ankom d. 10 januar 2002, 18 timer efter at den første ve havde erobret min krop, og jeg lå der på hospitalet med min søn, og var lys vågen, og jeg kiggede over på præsten der sov i en stol, og havde sovet længe, og da han endelig vågnede, var hans blik hårdt og stift. Kun da mine forældre hentede os, mildnede blikket til fotografiet, der blev taget, og jeg takkede ham forebyggende, for at vi havde gjort det sammen, og sagde, at det ikke gjorde mig noget, at vi var på hospitalet, for vores søn var endelig kommet, og han brummede, og brummede noget andet, og ugen efter, blev han fanget af en psykose, og han gik og gik rundt foran vores bolig og alle de andres, på stisystemet, i en retsidet firkant, som et fanget dyr, time efter time. (...)


Min dreng var viklet hos mig, og boede i mit hjerte, imens jordemoderen og chefjordemoderen undlod at indberette forløbet, og jeg var igen alene, men nu sammen med min lille dreng.


#stopvold #partnervold #kvindependence


93 visninger0 kommentarer