Søg
  • Freja Polonius

Toke's fødsel - 06.08.2003

Opdateret: 19. feb. 2020

Fødsels beretningen er et uddrag fra min kommende bog; Stemmerne der kaldte.

Jeg var på det tidspunkt i et forhold med en præst. Et forhold der var præget af uforudsigelighed og tiltagende vold. Tidligere på året har jeg født en søn. Min søn er i dag 16 år, hans storebror 18 år.



Første skridt kommer før det andet


Min dreng var 8 måneder gammel, og jeg var på vej hjem fra vaskeriet, der lå i fælleshuset.

Han var på armen, og vi havde ikke overtøj på, det var sidst i oktober, og efterårets lune kølighed, hvor luften er varm, men vinden iskold, gik lige igennem trøjen.

Jeg løb med ham, ovre fra vaskeriet, det elskede han, og han kluklo for hvert et bump jeg gjorde. Da jeg lagde hånden på håndtaget ind til vores lejlighed, standsede tiden, og mit blik åbnede sig op, og jeg så, hvordan der var en bror til min dreng. Og når han var kommet, så ville jeg evne at forlade deres far. Og aldrig skulle de være alene, og kun alene med mig, men de ville altid ha’ hinanden, og en fælles historie, og min søn ville ikke bare være et barn af en enlig mor, men vi ville være en famile på 3, og den ensomhed der uundgåeligt må være i at være et barn, alene med en mor, der måske aldrig ville finde fodfæste, blev ophævet, og omtågetheden lettede, for nu jeg var på en mission. Min søns bror ventede, og med ham en ny tid.


Jeg vidste, at det ikke var en selvskabt vision, for jeg havde ikke noget egentnyttigt behov, for at bringe et barn mere ind i en verden, som jeg ikke magtede i forvejen. Socialt trak jeg mig mere og mere fra min familie, venner og alle mennesker, der kunne risikere at få et indblik i løgnen. Alle mine møder, uanset om det var nogle jeg kendte godt, eller nogle jeg kun lige havde mødt, var overfladiske, og de indøvede sætninger gav et indtryk af, at alt var godt, også det, og det andet, og især det der, gik bare så godt.

Jeg vidste fra det øjeblik, at det var min opgave, og jeg diskuterede ikke med det klarsyn, jeg havde fået.


Jeg blev gravid, jeg var 23 år, og det var november. En lille dreng voksede i min mave, og starten på slutningen var sat i værk, i al stilhed, som en hær der marcherer lydløst gennem natten, for at afsætte regimet, køligt og indiskutabelt, og jeg fik magten tilbage. For imens ingen vidste noget, forberedte jeg mig på et liv alene, på at finde den styrke en mor skal bruge, for at stå alene, og føde sit barn, som indviet kvinder har gjort det igennem tiderne.



Jeg gik på biblioteket, og jeg fandt bogen “kvinder der danser med ulve”, og sugede hvert et ord af alverdens myter om kvinders kløgt og vid til mig. I en anden bog rejste jeg på ordene fra en sydamerikansk kvinde, til en hytte midt på bjerget, hvor hun var i lære hos en klog kone, der overbragte hende al den viden, hun skulle bruge, for at forløse sit barn, uden angst, alene om nødvendigt, og så alligevel ikke. For kvinder er forbundet med alle kvinder, og hele den åndelige verden, og de er aldrig alene og jeg lærte hvordan jeg kunne “koble mig på”, og få adgang til min og vores styrke.

Jeg læste om smertetilvænning i bogen fødsel uden smerte, af den franske læge Pierre Vellay, lang tid inden det blev til et kursus i København, og jeg lagde isterninger på mine håndled, og nev mig selv til tårerne løb, og forstod, at smerte kun kan mærkes et sted af gangen, og aldrig to steder samtidig. Jeg forstod også, at smerte kan være rar, når man tager imod smerten, og siger ja til den, undersøger den, og lader den få lov til at være der, uden at kæmpe imod.

Jeg læste om grønlandske kvinder, der vandrede ind over isen, og når barnet skulle komme, squattede de ned, og tog selv imod deres barn. Det gik stærkt, for kulden lod det ikke være på nogen anden måde, og moren pakkede barnet ind og bandt det på sig, og fortsatte rejsen. Hun var ikke svag, hun ejede fødslen. Men mest af alt, gjorde historien om kvinden der fødte naturligt, imens hun lå i koma, indtryk.



Der forstod jeg, at det, der havde gjort min første fødsel til et smertefuldt helvede, var kampen imod min egen krop, kampen mod smerten. Jeg forstod nu, at kroppen var klogere end mig, og hvis jeg trak mig i baggrunden, og lod kroppen gøre det, den er skabt til, så ville livmoderen få fred til arbejdet med at skubbe barnet ud af sin hule, og jeg ville observere hvordan hver en ve havde et formål, og ikke var der for at straffe mig, men var der for at sørge for, at livet kunne begynde.



Og jeg satte mig op imod Eva’s evige pinsler, og afviste enhver kulturel og religiøs repetition, der holder kvinder svage og væk fra deres eget rige. Da fødslen nærmede sig, var jeg klar. Klar til at proklamere mit territorie, mit rige og mit folk, og klar til at lade min intelligente krop gøre arbejdet.


Hans fødsel, min styrke

Jeg valgte at føde hjemme, ikke fordi det ikke var lykkedes sidste gang, eller fordi jeg blev truet til det, men fordi jeg valgte det. Det var naturligt for mig, for det var min fødsel, og jeg vidste, at jeg kunne føde hvor som helst, og så var stuen det mest oplagte sted.

Jeg havde lavet en aftale med en kvinde der hed Sofie, om at hun var med til fødslen. Hun boede også på Munksøgård, hun var nyuddannet jordemoder, og havde 2 uger forinden født sit fjerde barn. Hun vidste, jeg var klar, og det var ikke fordi vi havde lange snakke inden, hun fornemmede bare at fødslen var min. Jeg ringede til hende og hospitalet om morgenen, for at få en hjemmefødsels jordemoder ud, og de kom begge en halv time senere. Mine forældre hentede min lille store dreng på 1 år og 7 måneder.

Sofies nyfødte datter lå på sofaen og gryntede, og Sofie sad ved siden af det store badekar, der igen var stillet op i stuen. Hospitals jordemoderen udfyldte papirerne, og tog imod blodtrykstallene som Sofie målte, og de var helt fine og stabile. Stemningen var let og rar, og vi grinede imellem veerne. Veerne var kraftige og de fik lov. Hver gang, der kom en ny, vidste jeg, at den havde en cyklus på ca et minut og den toppede halvvejs, for så at klinge af, og så kom pausen hvor jeg hentede kræfter til den næste.


Jo kraftigere veerne blev, jo mere brølede jeg med, oven på veen, jeg gav den den lyd der fyldte min krop, og jeg kunne mærke, hvordan livmoderen pressede mit barn ned, jeg slap barnet, og lod det finde sin vej til min sang af styrke, og for hver en ve, tog jeg et skridt tættere på min egen frihed, og jeg tog mit liv tilbage, og gødede jorden for mine to små drenge.



Hovedet kom, og jeg kunne mærke ham, under vandet, og på den næste ve pressede jeg ham helt ud, og han svømmede i vandet op i mine arme, og jeg tog ham op på mit bryst hvor jeg lod ham ligge, indtil jeg var klar til at komme på land.



Det havde varet et par timer i karret, og jeg havde nok været i fødsel i ca 4 timer, ingen sting var påkrævet denne gang, blodet blussede ungdommeligt i min krop, og jeg var genfødt. Jeg var ikke mere i tvivl, om min uendelige styrke. Jeg takkede min krop for at vise mig vejen.


Præsten havde været der, det kan jeg se på billederne, men han var ikke i min bevidsthed på noget tidspunkt, ingen dråbe af opmærksomhed gik til spilde på hans eventuelle svingninger, meninger eller opfattelser, alt fokus var mit, og det blev første smag af den frihed, der nu var inde for rækkevidde. Andet skridt i planen var taget, tredje skridt var, at lade ham kvæle ofret.


#fødselsberetning #kvindependence #styrke

80 visninger0 kommentarer